Mit kolesteroltal

Mit kolesteroltal


Kolesterol er en form for fedtstof, som er nødvendigt for kroppen. I mange år troede man, at madens indhold af kolesterol var årsagen til et for højt indhold af kolesterol i blodet. I dag ved vi, at når det gælder maden, er det især det mættede fedt og transfedt, der har en negativ effekt på kolesteroltallet. Derudover har overvægt, rygning eller manglende motion i sig selv en negativ indflydelse på kolesteroltallet og på dit hjerte.


Dit kolesteroltal består af flere dele, som også kaldes kolesterolprofilen eller lipidprofilen: Total kolesterol, LDL-kolesterol, HDL-kolsterol og triglycerider.
Et højt LDL-kolesterol (det lede kolesterol) øger din risiko for hjerte-karsygdomme, fordi kolesterolen aflejre sig som kalk i blodårerne. Mættet fedt og transfedt får LDL-kolesterol til at stige, mens umættet fedt får det til at falde. Manglende motion og rygning giver også et højt LDL-kolesterol. LDL-kolesterol skal altså helst være lavt.


Et højt HDL-kolesterol (det hyggelige kolesterol) gør din risiko for hjertekarsygdomme mindre, fordi HDL-kolesterol renser blodårerne for kalk. Motion og vægttab får HDL til at stige. HDL-kolesterol skal altså helst være højt.


Triglycerider, der er rent fedt i blodet, bevirker at blodet lettere klumper sammen. For høje triglycerider giver derfor også en øget risiko for blodpropper. Triglycerider i blodet kan blive for høje på grund af alkohol og overvægt.


Hvad er et godt kolesteroltal?
Hvor lavt dit kolesterol bør være afhænger af, hvordan din sundhedstilstand i øvrigt er. Hvis du er kvinde og i øvrigt er sund og rask vil et total kolesterol under 7 som regel ikke give anledning til yderligere undersøgelse. Mænd skal dog helst ikke ligge højere end 6.


Hvis du har for højt blodtryk, ryger, vejer for meget, har for højt taljemål eller er fysisk inaktiv stiller det skærpede krav til dit kolesteroltal, idet du så på flere områder er i risiko for at udvikle hjerte-karsygdom. Hvis du har sukkersyge eller allerede har udviklet hjerte-karsygdom skal dit kolesteroltal være ekstra lavt
Anbefalet kolesterolprofil ved flere risikofaktorer Anbefalet kolesterolprofil ved sukkersyge og manifest hjerte-karsygdom


Total kolesterol max. 5 max. 4.5
LDL-kolesterol  max. 3 max. 2.6
HDL-kolesterol min. 1 min. 1-1.2
Triglycerider max. 2 max. 1.7-2